Jeg er for alvor ved at finde ud af, vigtigheden i at lytte til sig selv. Det er så vigtigt at følge de små beskeder ens krop sender. Vi kunne jo aldrig finde på at nægte vores krop et glas vand hvis den bad om det, så hvorfor skulle vi nægte os selv at tage tidligt hjem fra en fest, bare fordi vi mener at vi burde blive. Eller hvorfor skulle vi snakke med en person vi slet ikke kan lide?
Det kan måske virke som en forholdsvis arrogant holdning at have til omverdenen, men i bund og grund er man også nødt til at sætte sig selv først engang i mellem. Hvis udgangspunktet er, at man ikke har lyst til at snakke med den person, eller være til den fest så kommer man heller aldrig til at nyde det fuldt ud, og hvis man ikke nyder noget fuldt ud, hvorfor så gøre det?
Den holdning har så også ført til at jeg har taget tre kilo på, men altså.. der er da også dårlige ting ved demokrati..
”Har jeg lyst til de her M&M’s? Jep! Kommer jeg til at nyde dem fuldt ud? Finder jeg regelmæssigt små kviste i mit hår? Det tror jeg vist nok jeg gør!”
Engang i mellem er man nødt til at sørge for at man selv er glad, i stedet for at gå rundt og ”please” alle andre. Jeg tror først for alvor man kan gøre andre folk oprigtigt glade, hvis ens eget fundament er lagt først. (Fed metafor med fundamentet Jakob! Kan du ikke køre den lidt længere ud?) Hvis hver eneste værdi hos et menneske er en mursten, så er alle menneskerne omkring en mørtel. Og ja, der er nogle steder hvor mørtelen er revnet.. og har gule tænder.. Men sådan er verden! (Godt lavet Jakob! Den metafor blev slet ikke corny på nogen måde..)
PS: At lytte til sig selv, betyder ikke nødvendigvis at man skal gå og snakke højlydt. Det resulterer bare i, at folk spørger om de må købe et ”Hus forbi”, og jeg vil bare gerne selv beholde de eksemplarer jeg nu har..
Så er ens hænder virkelig klamme hvis man vurderer, at de bliver renere af at røre ved det der.. Jeg tror allerede jeg har fået AIDS ved bare at se på den..
Jeg fylder atten år den 15. oktober. En alder jeg slet ikke føler mig klar til, men samtidig er der noget lokkende ved den! Man skal alle mulige vigtige ting, såsom at få taget billede til sit kørekort. Det billede fik jeg taget for nylig, og lige da fotomanden skulle til at tage det gik jeg i panik og tænkte:” Åh nej! Det her billede skal repræsentere mig i 70 år!”
Så kom jeg i tanke om at det heldigvis kun er indtil jeg fylder 70 år, så det går sgu nok. Det andet havde været overvældende. Men i virkeligheden så gør det slet ikke noget, for jeg er jo total ROCKSTAR så jeg dør alligevel inden jeg bliver 25. Eller..
Jeg er lige den alder nu hvor det gælder om at holde tungen lige i munden. Én eneste gang hvor den tunge kommer ud og snitter det tandkød, og man er stemplet resten af livet. Jeg får som sagt snart kørekort, og hvis jeg nu kommer til at lave noget lort, får jeg det frakendt, og så er jeg lige pludselig en af de tosser som stadig kører rundt på knallert som 40-årig. Jeg har på fornemmelsen at det er de samme typer som bor i deres mors kælder. Ikke at det som sådan har noget med knallerten at gøre, men som I ved kan man ikke sige pungrotte uden også at tænke på testikler. Det er vist noget Darwin har sagt engang.
Men! Jeg synes simpelthen det er et kæmpe arbejde at tage det kørekort! Allerede nu har jeg kørt tre ældre damer ned, og så skal man køre dem ud i skoven og begrave dem og alt muligt! Det er simpelthen så besværligt! Især hvis man ikke lige er i nærheden af en skov! Hvis der så kommer nogle forbi mens man er ved at begrave dem er man også nødt til at dræbe dem bare af ren høflighed, mener min kørelærer.
Udover at man kan få kørekort når man bliver 18, får man jo også SU. Magiske penge som ingen ved hvor kommer fra. Det er lidt som at finde en meget lille piratskat hver eneste måned! Eller som at få en virkelig svedig ting fra sit Kinderæg! Eller som.. Okay jeg tror I har fanget den..
Der er sgu mange valg der skal træffes, og jeg ved bare jeg skal lade være med at bekymre mig for meget, og så bare nyde tingene som de er nu. Det går først galt hvis man tænker for meget over tingene, så hvis I virkelig ikke kan lade være, har I min tilladelse til at slikke lidt på jeres eget tandkød. Hov, kan I høre det? Er det en Puch? Nej.. Bare rolig. Det er skam bare fyret nede fra min mors kælder..
Når jeg ser en film som er meget voldelig, kan jeg tit have svært ved at sætte mig ind i al den smerte, fordi det er smerte jeg aldrig selv har oplevet. Jeg tror jeg ville have lettere ved at relatere til handlingen hvis jeg samtidig fik mulighed for lige at få en smagsprøve inden filmen startede.
Så hvis man skulle ind og se en film hvor de slås med kæppe, skulle man som indgangsritual lige have et ordentligt slag i røvbagen med en bambusgren. Et slag så hårdt at det ville runge i ørerne. Så hårdt at man ville få et permanent ar! Så hårdt at man ville være i stand til at tælle årringene på ens baller! Det jeg prøver at sige er bare, at det skal være ret hårdt..
OG! Jeg siger da ikke det ville være rart, og man ville nok også have svært ved at sidde ned under filmen, men jeg tror samtidig at jeg ville nyde filmen i højere grad, fordi jeg nu var i stand til at relatere til smerten de blev udsat for.
Dog støder idéen på nogle komplikationer ligeså snart man ikke skal ind og se en film hvor de slås med kæppe. Jeg kan ikke helt se hvordan man ville kunne få en smagsprøve på smerten de gennemlever i Saw.
Måske skulle man også bare få et ”lille” svirp med en smidig gren der. Man ville ikke kunne relatere bedre til smerten, men til gengæld ville man få trænet sine lægmuskler fordi det simpelthen ville være for smertefuldt at sidde ned.
Ja ja.. I kan sige hvad I vil, men hvis vi allesammen lige fik et slag i rumpen i ny og næ, så ville verden være et meget bedre sted.. Medmindre man selvfølgelig ikke befinder sig i en biograf. Så hjælper et slag faktisk overhovedet ikke..
Jeg hader når folk allerede har dannet sig en mening om en person udelukkende baseret på deres udseende. Det er jo noget alle gør, og jeg gør det da så sandelig også. Men, tit er den mening vi danner os jo ikke rigtig, fordi den er jo slet ikke baseret på personen, men nærmere personer man har mødt tidligere som på en eller anden måde minder om den her “nye” person.
Jeg synes, at vi allesammen skulle have en “bind-for-øjnene-dag”, hvor vi lige smækker et tørklæde i ansigtet, og så skal vi bare gå rundt og snakke med fremmede mennesker. Så ville man kunne gå hen til en person, lige støde hovederne sammen, fordi det der afstandsbedømmelse er lidt svært når verden er kulsort, og sige:
“Hej hej, jeg hedder Jakob.”
“Ej hvor sjovt! Jeg har faktisk tre katte der henholdsvis hedder Jacob, Sjaqub og Mike.”
“Du virker lidt som en freak. Jeg tror jeg går.”
Det ville ikke have noget at gøre med personens udseende. Det ville jo bare være fordi at han var en mærkelig kattemand med en utrolig hårdtslående pande.
Jeg synes bare at vi alle skal passe på med at være for overfladiske. Selvom det er et totalt mainstream citat, så “er det jo det indre der tæller”. Medmindre man er en tulipan, så tæller det ydre ret meget. Jeg er faktisk totalt ligeglad med om min tulipan er af behageligt gemyt. Den skal bare få folk der er på besøg til at tænke:
“Det er da en yderst nydelig tulipan.”
Men ved alt andet end tulipaner er personligheden vigtigst. Så vi må bare tage en dyb indånding, og prøve på at abstrahere fra den kæmpe bums personen har siddende lige til venstre for munden..
Jeg ville ønske der fandtes en sprøjte som var i stand til at lamme ens smagsløg bare i et stykke tid, fordi hvis man ikke er stand til at smage noget, hvorfor så spise usundt?
Dem med stor fantasi ville nok klare det bedst. De ville med lethed kunne sidde og spise et bundt selleri, samtidig med at de forestillede sig at de gnavede i nogle ualmindeligt sprøde mælkesnitter..
Jeg synes det er forfærdeligt at vi kan finde ud af at lave mad der smager så fantastisk at det nærmest er umuligt at sige:
”Naah.. jeg tror bare jeg nøjes med det her tørre knækbrød og et glas vand.”
”Er du til fængselsmad da?”
”Nej, ikke rigtig.”
”Nå. Det er lidt som om den her dialog ikke rigtig fører nogle steder hen i forhold til overskriften.”
”Du har ret, vi burde næsten bede Jakob om, at fjerne pølserne fra tastaturet.”
Så tykke er mine fingre da heller ikke!
”Jo, de er.”
Fint så! Tilbage til emnet. Hvis vi bare var elendige til at tilberede al slags mad ville vi næsten være tvunget til at spise en masse grøntsager. Man ville selvfølgelig stadig kunne blive tyk, hvis ens livret nu var fersk svinefedt. Men hvis det er det, så er man i sandhed et klamt svin, og så er man sgu selv ude om det! Mad nu til dags smager jo så godt, at det næsten ikke er ens egen skyld at man bliver tyk.
Så indtil den magiske “lamme-sprøjte” kommer, må vi bare bruge vores fantasi til, at få alle de sprøde mælkesnitter ned..
