Vi er sgu helt ude på Lars Jepsens mark!

Jeg er overbevist om at vi alle op til flere gange har brugt udtrykket:” Vi er sgu helt ude på Lars Tyndskids mark!” Men hvem er Lars her egentlig, og hvorfor har han ikke bare hentet nogle piller på apoteket til hans dårlige mavse?

Hvis jeg skal prøve at give et gæt på hvor Lars Tyndskid kommer fra, må mit bud nok være at Hr. Tyndskid har flest marker i Jylland. Det er ikke en generalisering omkring Jylland. Slet ikke. Måske lidt.. Det er i hvert fald i Jylland at jeg oftest benytter mig af udtrykket.

Nærmere end Jylland kan jeg dog ikke komme, for DEGULESIDER har ham ikke i deres database og politiet lægger på hver gang jeg ringer og spørger om en helikopter til at gennemsøge landet i. Altså, må jeg klare dette alene! På mine egne fødder. Uden nogle venner.. Argh satans de lagde på igen!

Vi må antage at Lars ikke hedder ”Tyndskid” til efternavn i virkeligheden. Det er højst sandsynligt et øgenavn, og der synes jeg simpelthen det er for dårligt at det offentlige ikke har brudt ind! For er der noget der er hårdt for en bonde, så er det da at blive mobbet af en hel nation! Selvom det måske ikke er vores hensigt at såre Lars gør vi det alligevel, og hvor mange af os er i virkeligheden venner med ham på Facebook? Skuffende få sikkert! Jeg tror grunden til at ingen ved hvor Lars bor er fordi han sidder alene på sin gård og græder. Ovre i hjørnet. På en lille skammel.

Så stop med at mobbe Lars. Jeg foreslår at vi fra nu af omtaler ham som Lars Jepsen, og så krydse fingre for at han inden længe tør rejse sig fra hans skammel ovre i hjørnet, forlade hans gård og socialisere lidt med omverdenen.. Kryds også lige tæerne for en sikkerheds skyld!